Blog

Bogreception – og noget om heltinder

af | 10. juni 2022 | Ikke kategoriseret

Taaaak Tusind tak til Akademisk Forlag og vores kære redaktør Karen Lise Søndergaard Brandt for den dejligste fejring af “Pædagogens Relationskompetence”. Tina Brandt og jeg nød den hjertevarme stemning, som alle I, der var med til bogreceptionen, skabte, og det blev timer, jeg faktisk altid vil huske.

I min tale fortalte jeg, at da vores ældste datter var 2,5 år, der skulle hun starte i børnehavens småbørnsstue med godt 20 andre 2-3 årige. Institutionen stod i gæld til kommunen, så der kunne ikke ansættes vikarer, så ofte var der kun 1 voksen til mere end 20 børn, hvoraf mange jo bl.a. stadig skulle have skiftet ble.

Det faldt mig dengang for 20 år siden ikke ind at gøre noget. Jeg accepterede blot en absurditet for børnene og de voksne.

Men i 2019 fik jeg en heltinde. Jeg så DR-dokumentaren “Hvem passer vores børn”. Der sad en varm og klog daginstitutionsleder og sagde op for åben skærm. For hun kunne ikke længere bære at se børn lide af for lidt voksen-kontakt.
Det var Tina – som sagde ordene: “Jeg bliver ked af, at vi har skabt et samfund, hvor vi synes, det er forsvarligt at behandle vores børn på den her måde. Og hvor vi bilder hinanden ind, at det er godt nok.”

Tina rev med de ord sløret fra mine øjne og hjalp mig til at erkende et kollektivt bedrag og til at forstå, at de forhold, vi byder vores børn, kan være anderledes. Og hun hjalp en hel masse andre menneskers erkendelse på vej – og var indirekte med til at
starte den fantastiske bevægelse #HvorErDerEnVoksen

Tænk at have skrevet en bog med sin heltinde. En vigtig bog, der insisterer på at tale om betydningen af gode forhold for både pædagogerne og børnene. Jeg håber sådan, at mange vil læse den.