Jeg modtog Tina Brandts og min nye bog “Pædagogens Relationskompetence – kendetegn og betingelser” allerede i fredags – og læste den over weekenden. For det er sådan en god bog:-) Der tager både børn og voksne alvorligt. Og understreger, at pædagoger har et af de vigtigste jobs i verden – med et samfundsgivet ansvar til at tage vare på børns liv. Sådan at børnene har det godt og engang på tærsklen til voksenlivet kan leve ansvarsfuldt både i forhold til sig selv, omverdenen og naturen.
Tak allerkæreste Tina Brandt for et virkeligt berigende skrivemakkerskab. At vi synes, at bogen er god og vigtig lyser vist ud af videoen her, som Akademisk Forlag har lavet, mens vores kære og dygtige redaktør Karen Lise Søndergaard Brandt var i rummet og gjorde os trygge.
TAK til Margrethe Brun Hansen, Elisa Rimpler, Rikke Yde Tordrup og Jan Hoby for at have forhåndslæst bogen og givet den disse ord med på vejen:
“Er der noget smukkere end at opleve og fornemme en stemning i hele institutionen, der oser af, at her foregår der noget helt specielt mellem børnene og pædagogen? Noget varmt og godt – noget usynligt, men mærkbart. Hvad er det pædagogerne kan i denne institution? Det kan du læse om i denne perle af en bog, som du sidder med her.
Bogens store styrke er, at den evner at formidle teori og praksis på en konstruktiv måde. Det mærkes, at begge forfattere har erfaring med og rod i det professionelle pædagogiske arbejde i daginstitutioner, hvilket gør bogen særdeles læsbar.
Cand. psych. Margrethe Brun Hansen
”Pædagogens relationskompetence – kendetegn og betingelser” er et vigtigt bidrag til debatten om kvalitet i danske daginstitutioner. Bogen slår fast, at pædagoger har et professionelt ansvar for, at alle børn trives i vores daginstitutioner, men også at vi umuligt kan lykkes med opgaven, hvis ikke de nødvendige betingelser er til stede.
Forfatterne udfolder forskellige og vigtige facetter af relationskompetencen og viser herigennem den dybe faglighed, som den i pædagogisk professionel sammenhæng hviler på. For det er, som forfatterne fastslår, de små skridt, der gør den store forskel i hverdagens pædagogik.
Det er derfor mit håb, at bogen vil bidrage til en dybere forståelse af pædagogers faglighed og arbejde – og dermed medvirker til at kvalificere udviklingen af det pædagogiske område både nu og på længere sigt.”
Formand for BUPL, Elisa Rimpler
Louise Klinge og Tina Brandt leverer med evidens, stor faglighed og indgående praksiskendskab en fagbog, der sætter fokus på samfundsskabte udfordringer for relationskompetence. De formår mentalisering på både børnenes, pædagogernes, ledernes og forældrenes vegne og sender afstemmere afsted, så alle kan føle sig set og forstået. Deres stærke budskab om, at ingen skal skældes ud, når de reagerer sundt på et usundt miljø er desværre mere relevant end nogensinde.
Cand. psych. aut. Rikke Yde Tordrup
Sammen med Tina Brandt har Louise Klinge begået endnu et kunststykke af en læsevenlig, overskuelig, sammenhængende, nuanceret og alligevel videns- og forskningstung bog, som inddrager den vigtigste viden igennem tiden om børns udvikling. Børn tilbringer de vigtigste timer på dagen og deres vigtigste år i dagtilbud, og de har krav på det bedste. Håbet er, at pædagogens relationskompetence bliver til et fælles holdningskorrigerende redskab i landets dagtilbud til understøttelse af høj faglighed og arbejdsfællesskab. For kan vi ikke tale om det der gør ondt og går skævt i dent daglige relationsarbejde så kommer vi aldrig frem til noget klarere og mere virkelighedsnært til gavn for børn og voksne. Bogen hjælper pædagoger godt på vej til at blive modige sammen ved at give os et fælles sprog og dermed fælles løsninger.
Cand. pæd. soc. Jan Hoby, næstformand LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), næstformand BUF (Børne og Ungdomsforvaltningen)