“Lige nu drømmer jeg om at få fast arbejde og skrive bøger i Japan og så i min fritid at være dykker og fotograf.”

Da Jonas sagde det, blev hans ord fulgt af et smil, som for mig at se rummede både glæde, forventning og stolthed. Jonas, går i 6. klasse og er et af smertensbørnene i dokumentaren, der lige nu tales så meget om.

Det dejlige smil så vi kun i de sekunder, hvor Jonas talte om sine drømme – og lige dér viste han så meget mere end det, hans omverden ellers oplever. Normalt oplever hans omverden det, som Jonas selv sætter ord på, når han bliver bedt om at beskrive sig selv: “Jeg vil beskrive mig selv som en der for det meste bare sidder herhjemme foran en skærm og ikke rigtigt følger med i timerne.”

Vi kan diagnosticere den urolige adfærd, eller vi kan give plads til mennesket Jonas og dermed også foretagsomheden, idérigdommen, skabertrangen, empatien og glæden. Vi voksne skal huske at tale med børn om deres drømme og også give plads til drømmene. For dér bor glæden, udviklingen, motivationen, engagementet, koncentrationen og vedholdenheden – de gode veje henimod livsduelighed.

Og de basale færdigheder vil følge naturligt med, når man indimellem får lov til at dykke ned i sine drømme og interesser og evner. For hvis man fx skal kommunikere med mennesker fra Japan, holde oplæg om Japan eller dykning for andre på skolen, lave en blog om Japan eller dykning eller en fotoudstilling et sted i lokalmiljøet, så skal man være grundig og bl.a. sætte kommaer og undgå stavefejl.
Man får trænet både skriftlig og mundtlig formidling på en meningsfuld måde, der samtidig beriger omverdenen. Her er der så meget mere på spil end bare mig og min individuelle læreproces.
Flere drømme og færre diagnoser.