Forestil dig en plante.
Den hænger, for den mangler både god jord, vand og sollys. Og derfor vælger man at trampe på den, for at den kan vokse!
Absurd.

Hvor velment forslaget om at give karakterer for arbejdsindsats end er, så vil det påføre nederlag til de børn og unge, der lige præcis behøver det modsatte.

Nogle børn vokser op, så man nødigt ville være fluen på væggen i deres liv – for eksempel er hvert fjerde barn udsat for fysisk vold i hjemmet, 333.000 børn har mindst én forælder med psykisk sygdom, og ca. 39.000 børn oplever hvert år, at deres far eller mor bliver indlagt på hospitaler med en kritisk sygdom.
Sådanne livsomstændigheder kan naturligt nok mindske arbejdsindsatsen ift. matematik- eller historieopgaven.

Vi mennesker er udviklingsorienterede væsener, der naturligt har en indre motivation efter at engagere os i omverdenen.
Men vi har behov for at være mætte og udhvilede og behov for opleve autonomi, kompetence og samhørighed for at agere optimalt. Her er vi helt afhængige af vores omgivelser.

Mange børn mødes – også i skolen – af negative forventninger, skældud og eksklusion – og naturligvis påvirker det arbejdsindsatsen. Så at give en dårlig karakter til børn, der af alle mulige gode grunde ikke yder en stærk arbejdsindsats svarer til at trampe på planten, der behøver god jord, vand og sollys.

Den velmenende intention bag forslaget kan ikke realiseres med endnu en karakter – men ved i stedet at afskaffe karaktersystemet.